For forældre
Sådan sørger du for, at dit barn kan spille med online
Alle vores events kører i Minecraft Bedrock på vores egen lukkede eventserver. Her er den korte guide til det, der skal være på plads hjemmefra — det tager kun 15 minutter.

Sådan gør I barnet klar
1. Tjek at I har Minecraft Bedrock på en understøttet enhed
Vores events kører udelukkende i Bedrock-udgaven af Minecraft. Den findes til iPad/iPhone, Android-telefoner/tablets, Windows 10/11, Nintendo Switch, PlayStation 4/5 og Xbox.
Har barnet Java Edition på en computer, kan det desværre ikke joine vores server. Java og Bedrock kan ikke spille sammen.
2. Opret en Microsoft-konto til barnet
For at spille online i Bedrock skal barnet være logget ind med en Microsoft-konto (Xbox-konto). Den er gratis og oprettes på account.microsoft.com.
Opret den som en børnekonto knyttet til din egen konto (Microsoft Family). Så beholder du kontrollen over indstillingerne.
3. Tillad multiplayer i Family Safety
Gå til family.microsoft.com, vælg barnets profil og find Xbox-/spilindstillingerne for privatliv og online-sikkerhed.
Slå “Du kan deltage i multiplayer-spil” til. Uden denne indstilling får barnet en fejl om, at det ikke må spille online — det er den klart mest almindelige årsag til, at et barn ikke kan joine.
Skal barnet kunne se de andres byggerier og skrive korte beskeder i spillet, skal “Du kan kommunikere uden for Xbox med tale og tekst” typisk også være slået til. Du bestemmer selv — barnet kan sagtens deltage uden chat.
4. Opdater spillet og log ind hjemmefra
Opdater Minecraft til nyeste version i App Store, Google Play eller konsollens butik dagen før eventet.
Log ind i spillet hjemmefra og tjek, at barnet kommer helt ind i hovedmenuen uden fejlbeskeder. Så bruger vi ikke eventtiden på kodeord.
Skriv gerne kontooplysningerne ned et sted — mange børn kan ikke huske deres login.
Klargøringscheckliste
Sæt flueben, når I har klaret opgaven — listen husker sig selv på denne enhed, så I kan vende tilbage og tjekke, om der er noget, I har glemt.
Praktisk information
Det skal barnet have med
- Sin egen enhed med Minecraft Bedrock (tablet, telefon, Switch eller laptop)
- Opladt enhed og gerne en oplader
- Login til Microsoft-/Xbox-kontoen
- Eventuelt hovedtelefoner og en mus, hvis der spilles på PC
Privatliv og tryghed
- Serveren er lukket: kun eventets deltagere kan komme ind
- Ingen fremmede voksne eller tilfældige spillere
- Chatten er begrænset og holdes under opsyn af en voksen hele vejen
- Vi bruger kun barnets fornavn eller spillernavn — intet andet registreres
- Verden slettes eller arkiveres efter eventet, og vi deler ikke billeder uden tilladelse